Rejse i Colombia 2010

Dette er kun første del af rapporten. Mere følger om en uges tid.

Halvdelen af vores ferie i Colombia er gået. Postkort kan formodentlig ikke nå hjem før vi selv kommer. Derfor er en mail bedre. Vi startede med en uges tid i Bogotá. Kiggede grundigt rundt i byen. Til fods, med bus og taxi, samt med det nye hurtigbussystem TransMilenio. Rygraden i det er, at man med et autoværn adskiller motorvejenes overhalingsbaner fra resten af trafikken. Derefter bruges de kun af hurtigbusserne. Dem kører der rigtigt mange af i timen så vejarealet stadig er fuldt udnyttet. Billetsalg, adgangskontrol og "ventesal" ligger i motorvejens midterrabat. Adgang for fodgængere via gangbroer over motorvejen. Meget velfungerende og flittigt brugt. Bil og taxitrafikken er stadig kompakt og kaotisk. Man tør ikke tænke på hvordan det ville have været uden hurtigbussystemet.

Har besøgt familie og venner og været til en lille koncert med Patricias søster Sandra og hendes mand Julio Mario (SaJuMa). Samt set på deres nye hus 25 km ude for Bogotá. Alle er meget søde og gæstfrie og SaJuMa har lånt os sin helt nye bil til den store rundtur i Colombia. Det er meget flot af dem, synes jeg.

Jeg har også hos en optiker bestilt nye distancebriller. Pris kr 1200 alt inkl. Mine læsebriller, som jeg købte her for to år siden er udmærkede. For de fleste andre ting er prisniveauet ca 25% lavere end hjemme. Patricia har købt smukke broderede bluser. Efter Bogotá gik turen til Medellin, byen med det dårlige rygte. Det var en enorm overraskelse; moderne og meget velfungerende. Se vores fotos.

Efter at narkobaronen Pablo Escobar blev uskadeliggjort for ca 10 år siden har udviklingen taget fart. Den stadige magtkamp mellem ham og regeringen havde nemlig lammet store dele af landet. Folk var flygtet i millionvis ind til byerne, hvor politi og militær havde bedre kontrol. Til gengæld havnede de så i slumområder, men i det mindste uden at være truet på livet. Nu er alt dette ændret !

Da man for et års tid siden fik knækket toppen af FARC hjalp det naturligvis yderligere og i de senere år er folk begyndt at flytte tilbage til deres hjemegne.

Fra Medellin kørte vi ca 600 km til Patricias fødeby Cali. De første par hundrede km på gode, men meget trafikerede bjergveje. Ofte bag osende lastbiler. Som det dog altid lykkedes at overhale et eller andet sted. Vi passerede mange smukke udsigter, men stoppede meget sjældent for at fotografere. Der var ikke rigtig plads til parkering og vi ville heller ikke lade alle lastbilerne komme foran os igen. Det er ren psykologi, for statistisk set forårsager et fem minutters ophold ca fem minutters senere ankomst til målet. Patricia er en habil chauffør og vi skiftedes til at køre.

På vejen overnattede vi i Manizales. En klassisk by som colombianerne værdsætter. Byen prøver at slå sig op som turistby med spændende detaljer, men for mig virkede den lidt rodet. Vejene er overalt gode og i lavlandet har de motorvejsstandard. Et problem er dog regn og jordskred som vi så en del steder. Det er ikke helt uforskyldt; når man har ført vejen gennem en bakke eller et mindre bjerg står skrænterne faretruende stejle.

Nu er vi så i Cali og bor hos Patricias tante Margarita og hendes mand Luis Elder. Han og jeg var bl.a. på sightseeing i det lokale byggemarked. Ejet fifty/fifty af et colombiansk og et chilensk firma. Gigantisk vareudvalg. Se billederne fra Cali når jeg får dem lagt op på nettet. Patricia og jeg får snakket, gået på sightseeing og besøgt Patricias far og gamle venner som også modtager os begge to med åbne arme.
Om et par dage rejser vi videre mod Pereira, hvor ToPaCa, SaJuMa og Patricias far skal have en "wellness weekend". Derefter videre til Bogotá. Det er dejligt at rejse sammen og rart at vi har en hel måned, så det ikke bliver hæsblæsende.