Busrejse 2011 uge 15 over temaet "Østfronten 1941-45"

Firmaet Cultours i Aarhus har specialiseret sig i historiske og kulturelle rejser, f.eks. til Bilbao, Skt Petersburg, det gamle Østpreussen osv. Patricia havde ikke ferie nok til formålet, så kun Torben rejste. Han steg på bussen i Fredericia kl 0900 og rejste derfor hjemmefra Charlottenlund kl ca 0600. Gab, gab ! Vi havde to storartede guider på hele turen: Cand mag Martin Cleeman Rasmussen og kommandør i søværnet, Poul Grooss. Disse guider gav med deres brede viden, tingene historisk sammenhæng.

Første dag, Lørdag 2011apr09, gik via Seelower Höhe og Frankfurt a.d. Oder til Pila i Polen. Seelower Höhe er berømt p.g.a. voldsomme kampe under russernes fremrykning mod Berlin. Wikipedia fortæller meget om dette slag, men på tysk. En million russere med 3200 kampvogne mod 100.000 tyskere og 500 kampvogne. Alligevel tog det fire forfærdelige dage at drive tyskerne ud.

Dagen efter, Søndag, kom vi forbi Tannenberg (fotos) som er berømt for flere slag i Første Verdenskrig Tannenberg 1914 samt for et slag 500 år tidligere, år 1410. Det var mellem den Tyske Orden (en slags korsriddere) og Storfyrstendømmet Litauen som ikke ville lade sig kristne - og ihvertfald ikke af den Tyske Orden. Det lyder i dag næsten absurd. Mere om dette når vi kommer til Marienburg.

Om aftenen kom vi så til Hitlers gamle hovedkvarter Ulveskansen eller på tysk: Wolfschanze nær Rastenburg i Østpreussen. I dag hedder det Ketrzyn og ligger i Polen. Mine fotos

Mandag formiddag var der en dygtig lokal guide som førte os rundt. Sammen med vores to danske guider gav han os et godt indtryk af anlægget og dets 'beboere'. Herunder detaljer om attentatet mod Hitler. Ved byggeriet af Ulveskansen var absolut intet overladt til tilfældighederne. F.eks. var hele anlægget skjult bland træer. Og de træer som forsvandt under byggeprocessen, blev erstattet med kunstige træer. Alle bygninger blev overstrøget med grøn moslignende puds. En del af denne puds var intakt, nu 65 år senere.

Om eftermiddagen kørte vi til russiske Kaliningrad , tidligere Königsberg. Byen var en vigtig sovjetisk flådebase. Nu har den mistet sin militære betydning og dermed en stor del af sin økonomiske basis. Man skal dog stadig have visum for at komme ind på området og visum får man kun, hvis man kan fremvise indbydelse fra rejsebureau i territoriet. Vi havde alle vore visa i orden og paskontrollen tog ikke meget mere end en time :-)

Tirsdag begyndte med besøg i den genopbyggede domkirke. Med museum for Immanuel Kant I krigens sidste måneder var byen blevet skudt helt i grus. Russerne har altid (helt tilbage fra Peter den Stores tid) benyttet sit artilleri som favoritvåben. Mine fotos . Byens "bunkermuseum" er indrettet i en af byens store underjordiske bunkers for civile. Billeder og modeller viser byens udslettelse og erobring. Et foto viste befriede franske krigsfanger. Dets russiske tekst siger i oversættelse: Franske krigsfangar, internerede i tyske arbejdslejre, vender tilbage til fædrelandet ad vejene i Østpreussen, 1945. For mig at se, lader de til at være ved godt mod og ikke dødeligt mærkede af opholdet i arbejdslejr.

Vi besøgte også den egentlige flådebase Baltijsk, det tidligere Pillau. Der var nogle marinefartøjer. En enkelt miniubåd på dækket af et større skib. Basen ligger ud til lagunen Frisches Haff. Mange tusinder flygtede i krigens sidste dage over isen ud til evakueringsskibe ved kysten. Bland disse skibe var også Wilhelm Gustloff, som senere blev ramt af russiske torpedoer. Næsten 10.000 druknede. I alt flygtede ca 2 mill mennesker (tyskere, balter, polakker m.fl.) fra russerne. Ca 200.000 omkom. Flygtninge den modsatte vej, foran de fremrykkende tyskere i 1941-43, melder historien ingen tal om.

Afslutningsvis kan man sige om Kaliningrad, at området udviklingsmæssigt ligger langt efter naboen Polen. Dels fordi sovjetsystemet efterlod området i sørgelig stand og dels fordi flådebasen, og dermed økonomien, krympede til næsten ingenting efter 1989.

Onsdag d 13 April rejste vi videre til Marienburg, den tyske ordens hovedsæde i det baltiske område. Meget stort og imponerende anlæg. Lagt i ruiner under den russiske fremrykning. Genopbygget for EU penge. Imponerende set på afstand, men sjælen, som ligger i alle detaljer, er væk. Se mine fotos og Wikipedia (english) .

Efter Marienburg kørte vi til arbejds/koncentrationslejren Stutthof. Bygget for ca 4.000 fanger. Udvidet til 60.000. Bestod af centrallejr plus 39 "satellitlejre". SS ejede lejrene. Da næsten alle arbejdsføre tyske mænd var soldater blev fangerne sat til at gøre tyskernes arbejde med landbrug og al slags fabrikation. Dette beskrives også i filmen "Schindlers liste". SS udlejede fangerne til de forskellige arbejdsgivere og brugte deres "lønindkomst" til at finansiere SS virksomhed. I 1944, da arbejdsindsatsen blev stadig vigtigere for krigsførelsen, oprettede man en flyfabrik (Focke-Wulf) ved Stutthof.

Syge fanger fik lægebehandling, så de kunne komme i arbejde igen. Omtrent som landmanden veterinærbehandler sine dyr - ikke af kærlighed til dyrene, men af hensyn til driften. Alt dette beskrives troværdigt i bogen "Hvis dette er et menneske" af den jødiske KZ-fange Primo Levi.

På vores bustur havde vi også en tysk dame i 80-års alderen, Gabriele Guldborg, med. Hendes far havde været dissident mod nazismen og blev sat i KZ-lejr. Han kom heldigvis hjem igen til familien og havde klaret sig forbløffende godt. Mere solbrændt end da han blev sat fast. Det var fordi han havde arbejdet udendørs i gartneri. Der kunne han vel også få kartofler og andet spiseligt som andre fanger ikke havde adgang til. Gabriele bor på Fyn og holder en del foredrag om sine oplevelser under krigen. Hun har også beskrevet denne tur i dagbogsoptegnelser. Man kan zoome ind i flere trin på billederne for lettere at læse teksten.

Ligesom mange andre KZ-lejre havde også Stutthof et krematorium . Ovnen ligner et gammeldags centralfyr for kul eller brænde. Jeg forstår ikke hvordan lig, brændsel og aske skal rummes deri. Og hvorfor valgte man at sløse brændsel til kremering af folk, når millioner af andre lig - soldater og civile - bare blev begravet i jorden ?

Om eftermiddagen kørte vi videre til Gdansk, tidligere Hansestadt Danzig. Efter 1918 tilhørte byen Polen, men havde stadig tysk befolkning som støttede Hitler. Byen blev derfor et passende startpunkt for angreb på Polen. De første skud rettedes fra et tysk krigsskib mod Westerplatte, som var et ganske lille militæranlæg i havnen. Derefter gik tyskerne i land og angreb det polske "nervecentrum" i byen; posthuset med post, telefon og telegraf. Bygningen var kraftigt bemandet med polske soldater som forsvarede sig hårdt. Men tyskerne kom så nær bygningen, at de kunne pumpe dieseolie in i kælderen. Det satte de så ild til og forsvarerne måtte give op og komme ud.

Dagen efter blev vi vist rundt i byen af lokal guide som fortalte meget om byens værft, om Lech Walesa og de strejker som skubbede den polske kommunisme omkuld. Selv det kommunistiske styre og militær turde ikke lægge sig for meget ud med den stadig stærkere folkestemning. Det blev en ublodig revolution.

Udover det magt-historiske fik vi også tid til sightseeing i Gdansk. Byens centrale del er smukt genopbygget, overvejende i hollandsk stil fra 1700 tallet. I Potsdam ved Berlin er der også hollandskprægede huse. Dengang var Holland betydningsfuldt på mange måder; Skibsfart, arkitektur, landbrug, havebrug (f.eks. Amager), malerkunst mm. Det fik betydning i hele Europa. Vi så også Danzigs mest berømte bygning (genopbygget); den store kran drevet af trædemølle med 20 mand i hjulet.

Fredag 15 april havde vi en lang køretur til Stettin. På vejen kiggede vi ind til forsøgsanlægget for V3 granater - ikke raketter ! De tyske våbenteknikere ville lave en kanon med ekstremt langt rør, som kunne "puste" granater mod England. Ideen var at fyre flere sprængladninger af efter hinanden alt eftersom granaten bevægede sig ud gennem røret. Der var nu ikke meget at se på stedet udover fundamenter for det lange rør. Hvis det var blevet til noget, ville man have gravet flere sådanne rør ned på den belgiske kyst, så man kunne nå London.
Saddam Hussein var f.ø. ved at købe denne teknik fra et engelsk firma; Matrix. Han ville skyde på Israel.

Lørdag kom vi hjem til DK. Vi københavnere tog færgen fra Rostock til Gedser, medens jyderne kørte videre til Aalborg. Det var en meget givende tur, som satte mange ting i perspektiv. Ting man ikke tænker meget over i det daglige liv hjemme.