Patricias og Torbens rejse til Colombia Okt 2008

Rejsen med Continental Airlines gik via New York – hvor vi fik otte timers ufrivilligt ophold; fire timer ifølge tidtabel plus fire timer pga. tekniske problemer. Alt andet OK.

Sandra og Julio Mario hentede på flyvepladsen sammen med tio Alonso og Juan med kæreste Claudia.

Dagen efter gik vi ud i byen for os selv. Alle andre arbejdede. Vi kiggede på centrum, som Torben huskede fra sit besøg 40 år tidligere. Lunchen spiste vi på restaurant ”Casa Vieja” (det gamle hus) i Bogotá. Utroligt hyggeligt, levende musik, god betjening. Vi fik "ajiaco" og ”lengua en salsa”. Ajiaco er suppe m. kylling, majs og guascablade (næsten som koriander). Lengua er kalvetunge i en lækker sovs.

Fik set Patricias gamle universitet Javeriana. Still going strong og tilsyneladende MEGET velfungerende. Studenterne opfører sig som voksne mennesker og passer på tingene.

Allerede Fredag d. 10 Okt tog vi afsted på en biludflugt til et "kursted" med varme kilder ca 150 km nord for Bogotá.  Denne dejlige udflugt havde Patricias søster Sandra og svoger Julio Mario arrangeret. Den gik ad landevej gennem små og halvstore byer, mange af dem grå og ucharmerende, men alle med meget liv. Vejene her nord for Bogotá er fulde af lastbiler og dieselrøg. Brændstof er billigt; ca 1/3 af dansk pris. Et miljøproblem ! Senere viste det sig at landevejen/motorvejen mod sydvest til Cali fungerede meget bedre. En del af de lidt større byer er fra kolonitiden. Har kirker og andre smukke bygninger og er desuden rimeligt rene og velholdte. F.eks. provinshovedstaden Tunja i Boyaca ca 120 km nord for Bogotá.

I Boyaca provincen passerede vi Sesquilé. I Guatavita drak vi kaffe.  Picnic i Choconta. Cazuela Boyacanse som morgenmad i Iza. Is lavet på curubafrugt; San Jeronimo. , i smart package, som en lille tallerken på skaft. Tog desværre intet foto. via den lille og meget charmerende by Iza kom vi så til vores mål, hotel El Batán, ligger nogle kilometer ude på landet fra Iza. Det er en ”finca” dvs. stor landejendom. Der har man lavet et dejligt anlæg omkring de termiske kilder som giver vand til svømmebasiner med forskellige temperaturer. Der er tyrkisk bad, blomster, palmer og julestjerneblomster – ikke de små i krukker som vi er vant til, men træer dækket med de knaldrøde blomster. Dejlig aften med bad i varmt udendørsbassin. Tidligt op næste morgen og efter en dejlig morgenmad på tagterrassen kørte vi tilbage til Iza hvor der netop var bryllup i kirken. Romantik og en enkelt tåre. 

Fra Iza fortsatte vi til den lille by Villa de Leiva. Vi boede på hotel Villa Lina, rustik stil, dejlig sted. Besøgte på en vingård, som ejes af en tysker. Han laver udmærket hvidvin og en lokal vin af frugten feijoa. Købte nogle flasker som vi sener nød i hotellets spa-bad. Den har plads for 4 personer med lidt god vilje og med masser af skum.


Efter turen i Boyaca provinsen havde vi et par dage i Bogotá. Mandag aften mødte vi Enrique Guzman, en af Patricia's studiekammerater. 

Bilrejse gennem kaffeområdet fra Bogotá til Cali via Manizales og Pereira. Meget smuk vej. Ikke mange osende gigantlastbiler, såkaldte ”mulas = muldyr”. Overnatning midtvejs, i Pereira. Sandra havde ordnet bil, chauffør og booket hotel. I Pereira mødte vi en anden studiekammerat Adolfo Barbudo og hans kone Patricia. Videre forbi byen Armenia i Colombias kaffeområde og besøg i ”Parque del Cafe”. Alt meget smukt. Vi kunne ganske vist have taget flyet fra Bogotá til Cali på mindre end en time, men denne bilrejse var virkelig en oplevelse.

Cali (udtales kalli) med Chipechape, som er et stort markedscenter på et tidligere sporvognsværksteds område. Dette værksted var naturligvis i grovsmedebranchen, omtrent som et skibsværft. Det kaldtes derfor ”ship yard” eller i lokal slang: ”Chipechape”. Boede i nogle dage hos Margarita og Luis Elder; Patricias moster og dennes mand. Kloge og gæstfrie mennesker. Deres datter Beatriz bor nogle hundrede meter fra dem. Hun er totalt lammet efter en bilulykke for 7 år siden. Beatriz har to glade, begavede og hjælpsomme børn; Santiago 14 år og Maria Camilla 8 år. Det var dejligt at dele nogle dage med Patricias familie.

I Cali var Torben som sædvanligt flittig med kameraet – bl.a. i et meget stort og moderne supermarked med megen frugt. Han tager bl.a. også et foto af en frugtdisk med en tilfældig kunde. Kunden vender sig om, ser Patricia og siger ”men Guud, er det ikke Patricia” ! !

En skolekammerat fandt vi også: Maria Clemenza. Besøgte pigernes gamle skole, Collegio de la Sagrada Familia, hvor belgiske nonner gav pigerne kunskaber ? og god opdragelse. Clem og hendes mand Luis bor for øvrigt i en meget spændende villa i et lukket område lidt udenfor Cali med ca 120 store huse, 120 – 800 kvm. Desværre var det om aftenen, så vi fik ikke nogle billeder fra området. De havde ellers været imponerende. Denne familie var også flink nok til at tage os 40 km ud fra Cali til en slags frilandsmuseum; sukkerplantage med meget stor hovedbygning fra syttende århundrede og sukkerrørspresser af forskellig alder.

Efter Cali videre med fly til Cartagena. Hjemmefra med taxi kl 0345. Uha ! Cartagena blev grundlagt ca 40 år efter Colombus ankomst, dvs 1530. Det var fordi spanierne behøvede en ”piratsikker” havn for at samle og laste guld og andre værdier som de selv stjal nede på kontinentet. Man ser at bymur, kirker og huse er bygget til at holde længe. Det kom jo også til at fungere i 300 år, til Simon Bolívar fik puffet spanierne ud. Nu er byen et meget besøgt feriested for Colmbianere, Gringos og andet løst folk som f.eks. Torben. Der er luxushoteller inde i den gamle by og højhushoteller ca en km ude ad stranden, ved Boca Grande. Vi havde en all-included pakkerejse på Hotel Decameron, en international kæde. Udmærket hotel med venlig og betænksom service, fin mad (bl.a. ”alt godt fra havet”) og gratis drinks samt svømmebasin. Eneste problem var musikken om aftenen. Den er ca 9-12 dB højere end vi kan lide. De hoteller vi har besøgt har alle haft trådløst internet. Vores medbragte Asus Netbook computer gjorde det muligt at følge vores e-mail og verdens dystre finansnyheder. Samt, via Skype, at ringe hjem til Preben som ser efter vores hus.

Transport i Cartagena foregår med hestedroske, taxi eller bus. Man kan selvfølgelig også gå. På den måde er det lettere at følge med på kortet hvor man er. Udenfor bykernen løber gaderne i skakbrætmønster med ´calle 1, 2, 3 . .´ på den ene led og 'carrera 1, 2, 3 . .' på den anden (gader resp alléer).

Nogle generelle indtryk fra Colombia: Folk er flinke og man veksler ofte nogle ord med fremmede i elevatoren eller der bliver sagt goddag fra fremmede når man går morgentur.

Vejret er lige fra næsten tropisk i Cartagena (30-32 grader om dagen) til halvkøligt i Bogotá med ca 20 grader om dagen. Cali midt imellem. Der er ikke så meget årstidsvekslen. Temperaturen afhænger af højden over havet.

Musik, mad og service er gode, el- og snedkerarbejde er dårlige. Store og små bygninger vedligeholdes fint med maling – også udenpå 30 etagers højhuse. Vejene er tålelige eller rigtigt gode.


En smart ting: Ladeautomat for mobiltelefoner i transithallen på flyvepladsen. Den har ledninger og stik for alle mulige modeller. Da man jo skal holde øje med sin telefon, kan ladeautomaten også vise reklamefjernsyn. Der er stor chance for at man ser det de viser.

Min lille medbragte "Asus eee Netbook computer var meget nyttig; til at følge med i verdensnyhedern via hotellets wi-fi og til at skrive denne rejserapport så at sige on-line.

I hele Colombia nyder vi motorcyklerne. De er som regel 125 ccm og, modsat vore hjemlige knallerter, så støjer de næsten ikke. TAK, alle anonyme motorcyklister !
Motorcyklister skal bære en let vest forsynet med kraftige reflekser og registreringsnummeret på køretøjet. Det er rigtigt smart, fordi det ses med det samme hvis man kører på stjålen MC. En morsom sideeffekt er at det ville tage pusten fra Bandidos og Hells Angels hvis de ikke kunne vise deres rygmærker !

Rigtig god service overalt. Gaderne bliver holdt rene. Der er portner i alle bygninger. Service i supermarkeder og indkøbscentre. Mange har selvfølgelig lav løn, men nok til at leve rimeligt. Ingen virker forhutlede. Og det er i hvertfald bedre end at være på kontanthjælp, druk og stoffer. Bedre for både omgivelserne og den lavtlønnede selv. Det udhuler heller ikke selvrespekten, sådan som et liv på Torvet med elefantbajere og dræberhund gør det.

Alle de små ting som gør hverdagen rar er stadig i funktion. De er ikke sparet væk; små cafeer er åbne også selv om der ikke er nogen stor omsætning. F.eks. meget tidligt om morgenen. Der er folk til at rydde af bordene rimeligt hurtigt. Der er folk til at vedligeholde motorvejsrabatter og parker. Der er også masser af vagtmænd og politi. Føles som en stor tryghed og betyder at vor hjemlige ”hverdagskriminalitet” (indbrud, overfald og hærværk) næsten ikke eksisterer. F.eks. kunne torvehandlerne i Villa Leiva lade alle sine blomster stå på torvet over natten. Der var en vagtmand som passede på dem. 

Musik hører man selvfølgeligt en del steder i det offentlige miljø; i butikker, taxi, cafeer og bland folk på ”skovtur” i parker. Det er oftest behagelig Colombiamusik – ikke rock, rap eller ”havy death metal”. Ih, hvor er det rart for ørene !
Børnene virker glade og velopdragne – men ikke kuede. Pudsigt nok precist samme indtryk jeg fik i Kina i sin tid. Det var virkeligt slående.

Sikkerhed og risiko tænker man ikke meget over; folk tager en del chancer i trafikken men tillader også andre at gøre det – ingen arrig tuden med hornet. Et andet eksempel er at man ved udgravninger, f.eks. vej gennem bakketop, lader jordskråninger være næsten lodrette. Vi så mange huller og nedstyrtninger i den slags vægge. Huse kan også ligge på kanten af en sådan væg. Der ville jeg ikke sove rigtigt roligt.

Colombia har en ganske god økonomi. Der dyrkes masser af blomster i store drivhuse (under plasticfolie), f.eks. 50*100 m. Der er kaffe- og sukkerproduktion, man eksporterer masser af kul, desværre også en del coca, og den Caribiske kyst trækker mange turister, som f.eks. os. Desuden eksporterer Colombia ædelstenen Smaragd som mest brydes i Boyaca – lidt nord for Bogotá.

Arkitekturen er spændende. Man har fantasi og sans for skæve vinkler og spændende trapper. Der er glade farver, specielt orange. Vedligeholdelsen af bygninger, f.eks. med maling, lader til at være god. I Cartagena, med fugtig og saltfyld luft behøver ydermurene males ofte; på hvert eneste højhus hejsede man arbejdsplatform op og ned for at kunne nå alle 30 etager. Uha, man skal ikke lide af svimmelhed når man står på et par almindelige brædder som dingler 20 etager over jorden ! Men som sagt, så lader det ikke til at folk tænker meget over sikkerhed og risiko.